Nyt fra Ans IF`s svømmeudvalg.
29. oktober, 2019
Vis alle

En dag i håndboldens tegn

Der var masser af af muligheder for at lege med bolde, prøve kræfter med en agility-bane med sjove forhindringer samt mulighed for at prøve UV-håndbold, da Håndboldudvalget i Ans IF havde arrangeret ‘Håndboldsjov i AIKC’ lørdag den 26. oktober 2019.  Arrangementet var åbent for alle aldersgrupper og krævede ikke, at man havde spillet håndbold før – og så var det ganske gratis at deltage! Hallen var åben for aktiviteter med masser af håndboldmål, en professionel fartmåler til dem, der måtte være nysgerrige på, hvor hårdt de skyder, og en stor agilitybane som Adidas havde udlånt i dagens anledning.

Det er første gang, vi afholder sådan et arrangement, men bestemt ikke sidste gang, udtaler Eva Sehested fra Håndboldudvalget. Det var dejligt at se, hvordan  så mange forældre og børn havde valgt at tage forbi AIKC en lørdag eftermiddag. Forældrene hyggede sig på tilskuerpladserne, mens børnene fik løbet krudt af sig.

Specielt agilitybanen med en stor rød buzzer-knap og stopur, som det er kendt fra flere TV shows var populær. Den kunne løbes med eller uden bold, så alle aldersgrupper kunne dyste på tid eller bare for sjov.

Det var vigtigt for os, at der var aktiviteter til både små og store boldinteresserede. Mest spændte var vi dog på UV-lys-håndboldkampene der skulle spilles sidst på eftermiddagen, fortsætter Eva Sehested. Når man spiller håndbold i mørke med UV-lys, så bold, bane og spillere lyser op, får man en hel anden fornemmelse for spillet og hinanden i den mørke hal. I alt 40 børn havde skrevet sig op til at spille UV-håndbold, så vi lavede en lille miniturnering, så alle kunne prøve det.

Ifølge Eva Sehested har der været positiv feedback på arrangementet, så Håndboldudvalget overvejer kraftigt at gentage det næste år. Først skal der dog planlægges juleafslutning for alle børnehold i december, ‘Brag i hallen’ til februar hvor alle børnehold har hjemmestævne med navneopråb og indløb til røg og musik. Forhåbentlig bliver der også fundet tid til en samlet tur til Silkeborg for alle børnehold for at se en Bjerringbro-Silkeborg hjemmekamp.

Og så håber vi at se en masse tilskuere i hallen til vores egne børnekampe og seniorkampe, afslutter Eva Sehested. For øjeblikket ligger vores Jyllandsserie herrer nr. 2 i deres pulje, så der er basis for nogle rigtig gode kampe. Hold endelig øje med vores Facebook-side, hvor vi løbende giver et overblik over, hvilke kampe man kan finde i AIKC. 

 

Se billeder og video nedenfor fra arrangementet.

                         

 

                               

 

       

 

Slået op af Ans IF Håndbold i Lørdag den 26. oktober 2019